Chefpsykolog Svend Aage Madsen har gennem 30 år forsket i psykologiske problemstillinger vedrørende forældreskabet, og jeg hørte ham udtale om forholdet til ens forældre: "Den største frihed her i livet det er, når man finder ud af, at ens forældre aldrig bliver anderledes, men man forsoner sig med, sådan som de er. Indtil da er man jo stadigvæk et barn." Disse betragtninger har rumsteret i mit hoved, mens jeg har læst Plum Johnsons selvbiografiske roman om arven efter sine forældre.
Både den rent fysiske arv i form af et 23 værelser stort hus fyldt med møbler og minder, som Plum og hendes tre brødre står med efter, at moderen dør som den sidste af forældrene. Men i lige så høj grad den mentale arv, som de fire søskende har fået med fra deres barndomshjem - på godt og på ondt. Uden at afsløre for meget kan jeg godt fortælle, at Plum bliver voksen, efterhånden beretningen skrider frem. Hun forsoner sig.
Plum er den ældste - og eneste pige - i søskendeflokken, der har et stærkt og tæt knyttet bånd. De fire søskende har gennem de sidste 20 år af forældrenes liv mødtes til det, de kalder søskendenadver, hvor de uden deres respektive ægtefæller diskuterer forældrenes stadigt mere omsorgskrævende livssituation. Undervejs i min læsning blev jeg meget fascineret af Plum Johnsons flotte og meget levende beskrivelse af de fire søskendes nære og loyale forhold til hinanden. Navnlig synes jeg, at deres respekt for de andres individuelle relation til forældrene og forskellige positioner i bearbejdelsen af forældrenes sygdom og død, træder tydeligt og smukt frem.
Særligt Plum har følt sig ansvarlig for og i høj grad også tynget af ansvaret med at hjælpe forældrene i den sidste af del af deres liv. Både i kraft af hendes placering som den ældste i søskendeflokken, men også fordi hun geografisk har været tæt på dem. Hendes rolle er langsomt transformeret fra at være datter til at blive sygeplejerske og plejer for en Alzheimerramt far og en mor, der lever konstant forbundet til et iltapparat. Derudover rammer forældrenes sygdomsperiode Plum på et tidspunkt i hendes voksenliv, hvor hun slås med at finde sine ben at stå på i den vanskelige dobbeltrolle som mor for sine egne børn og støttende datter for sine skrantende forældre. Derfor kommer det som en lettelse, da moderen dør, for med ét bliver det tyngende ansvar taget fra Plum. Lettelsen er dog kortvarig, da den meget hurtigt erstattes med sorgen over nu at være forældreløs.
Plums beretning om forældrene som hinandens diametrale modsætninger og deres livs sorger og glæder tager sit udspring i det 370 m2 store barndomshjem, som forældrene købte i 1952 beliggende lige netop ved den canadiske side af grænsen. Et køb, der også illustrerer forældrenes modsætningsforhold, idet børnene skulle vokse op på neutral grund. Ikke i moderens USA eller faderens England. Moderen beskrives af Plum som den vilde, den selskabelige, den spontane og et rodehoved, mens faderen stod fast på disciplin, orden, ansvar og pligtfølelse. Børnene stod midtimellem, som limen, der holdt dem sammen, fordi det var alt for uoverskueligt at lade sig skille. Forfatteren beskriver forældrenes ægteskab som "en livslang kamp med mange træfninger og våbenhvile i ny og næ".
Plums masterplan om at rydde barndomshjemmet efter to mildest talt meget samlende mennesker på seks uger, forandres lynhurtigt til et gigantisk projekt med et helt andet tidsperspektiv. Under oprydningen følger man Plums proces med refleksion over forholdet til forældrene i almindelighed og moderen i særdeleshed, og hvordan hun, gennem oprydningen, når frem til en forståelse for sin mor og deres indbyrdes relation. "Det handlede ikke om at få styr på alle de mange ting. Det handlede om at få styr på. hvad der er mig, og hvad der er mor. Det var ikke hendes rod - det var mit". Gennem de efterladte breve, møbler og propfyldte skabe og skuffer lærer Plum sine forældre at kende på ny, og det er rørende beskrevet.
Den smukke udfoldelse af de to levede liv kræver mange ord og malende beskrivelser, og det formår Plum Johnson. Et andet ord står ligeledes tilbage efter endt læsning, og det er værdighed. Det er en værdig afsked med livet, Plum og hendes søskende formår at give deres forældre. Det giver stof til eftertanke for én som mig, der har voksne børn og heldigvis fortsat forældre, der er friske og i vigør, men dog alligevel sidder "yderst på bænken" i familien.
Den smukke udfoldelse af de to levede liv kræver mange ord og malende beskrivelser, og det formår Plum Johnson. Et andet ord står ligeledes tilbage efter endt læsning, og det er værdighed. Det er en værdig afsked med livet, Plum og hendes søskende formår at give deres forældre. Det giver stof til eftertanke for én som mig, der har voksne børn og heldigvis fortsat forældre, der er friske og i vigør, men dog alligevel sidder "yderst på bænken" i familien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar