torsdag den 10. maj 2018

Boganmeldelse: "Mødre og døtre. Samtaler om kærlighed og tab" af Christine Antorini, Ritt Bjerregaard, Hanne-Vibeke Holst & Anne Linnet i samarbejde med Lene Johansen

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Udkom den 14. marts 2018
Omfang: 304 sider
Vejl. pris: 250 kr.
I starten af 00'erne ventede min søster og jeg begge vores andet barn. På samme tid blev vores mor alvorligt syg. Vi talte ikke om det dengang, men siden har min søster sat ord på: "Jeg benægtede det. Min mor kunne ikke dø. Det ville ikke ske."
Jeg tror heller ikke, at jeg selv forstod, hvor alvorligt det var. Jeg kunne ikke rumme at være ved at give liv, mens livet måske var ved at blive taget fra hende, der sad en plads længere ude end mig på livets bænk. Heldigvis gik det ikke sådan, Vi har stadig vores mor.
En dag falder ens primære livsvidne bort, og hvordan man tackler man så den livsudfordring?! Det handler denne samtalebog mellem fire markante kvindeskikkelser om. Hanne-Vibeke Holst beskriver tabet af sin mor så fint med inspiration fra forfatteren Joan Didion: "Vi sørger over tabet af dem, vi var engang, og det oplevede jeg meget med min mor. Jeg sørgede lige så meget over, at jeg ikke længere var barn, fordi min far også var død. Med dem var hele barndommen, som havde fyldt så utrolig meget, forsvundet."
Samtalebogen udkom første gang i 2010 med titlen "Min mor er død". Det var kort tid efter, at de fire kvinder var blevet moderløse, så sorgen og savnet var endnu meget nærværende. Første udgaves første to dele er gengivet i deres oprindelige form, og derudover indeholder denne anden udgave en helt nyskrevet tredje del, hvor de fire kvinder reflekterer over tiden, der er gået, siden de hver især mistede deres mor. Under de fire kvinders samtale har journalist Lene Johansen siddet med, lyttet og spurgt, hvorefter hun har skrevet ordene sammen til en bog om en livsudfordring, hvor man kan føle sig alene og forladt.
Første del er en rørende og velskrevet fremstilling af hver af de fire kvinders oplevelser af forløbet op til dødsfaldet, men også et tilbageblik på mødrenes liv og døtrenes relation til deres mor. Jeg har det normalt ret stramt med Christine Antorini. Hun var undervisningsminister, da lærerne blev lockoutet i 2013. Afsnittet, hvor hun fortæller om tiden, hvor moderen får sin kræftdiagnose og derefter dør af sin sygdom, fik dog mig fuldstændigt. Jeg græd som pisket.
Samtalebogens anden del hedder "Døden", og den er blandt andet en ret lavpraktisk beskrivelse af, hvad man stiller op med sin døde mor. Gør man fx selv sin døde mor i stand? Det gjorde Hanne-Vibeke Holst som den eneste af de fire, hvilket forbavser mig. Ens mor er vel ens mor, selvom hun er død?! Den omsorg kunne jeg ikke forestille mig at overlade til professionelle.
At miste sit primære livsvidne er livsudfordring af de store. Det efterlader denne bog, som det har taget mig lang tid at læse, ingen tvivl om. Ikke at den er uvæsentlig eller på nogen måde vanskelig at komme igennem, men på en eller anden måde har den fucket med min hjerne, så jeg har måttet læse andet litteratur indimellem. Jeg har drømt om det om natten - at jeg mistede min mor. Heldigvis indgyder denne udgaves nyskrevne tredje del også håb og mod. Man kommer over sin mors død, og alle fire kvinder beskriver meget rørende og fint, hvordan man også kan komme frem til en forståelse og accept af de valg, ens mor har truffet igennem sit liv - selvom man ikke forstod dem, mens hun levede.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læsefestivalen “Vi læser sammen”

Efter pressemødet i går er det som om, at løfterne om forår og bedre tider lader vente lidt på sig! Men det skal heldigvis ikke hindre os i ...